Gallo Gartneriets økologiske have
Gallo Gartneriet
I Gallo Gartneriet har vi en struktureret og venlig arbejdsdag, hvor vi dyrker grøntsager, blomster, bær, frugter mv. til salg i vores lille vejbod. Indkomsten derfra betaler nogle af vores driftudgifter, - derudover betaler Aarhus Kommune for at visitere deltagere i Opkvalificerings-forløb hos os, og til resten af vore udgifter og projekter søger vi fondsstøtte.
Gallo Gartneriet er både en frivillig forening med en bestyrelse og en social økonomisk virksomhed. Der er forskellige måder at være del af/medarbejder i Gallo Gartneriet, - nogle er tidligt pensionerede og i job med løntilskud (skånejob), nogle er i forskellige forløb via kommunalt regi og andre er frivillige. Størstedelen af de mennesker, som arbejder her, har psykisk sårbarhed som fællesnævner. Vi har endvidere en fuldtidsansat leder og andre ansatte i deltidsstillinger.
I det daglige skelnes der ikke mellem ansatte og frivillige. Alle der deltager i gartneriets arbejdsfællesskab regnes for medarbejdere og inddrages i ansvar og beslutninger alt efter ønsker og ressourcer.
Vi ligger på en lille stribe jord mellem bugten og skoven, og er et mangfoldigt og socialt arbejdsfællesskab, hvor vi er sammen om arbejdet i haven, og hvor folk kan bidrage med de ressourcer og forskelligheder de har. Ind imellem har vi også workshops og kurser, som man kan deltage i, - det kan fx være om Biodiversitet, Kompost - DIY, Økologi og regenerativ dyrkning, Recovery osv. For tiden renoverer vi nogle bygninger, og til det er der mulighed for at deltage og lære om især tømrerfaget med en professionel og venlig håndværker.
Beskrivelse af en typisk arbejdsdag:
En arbejdsdag i Gallo Gartneriet starter typisk fra kl. 9 om morgenen eller kl. 10.30.
Man møder op i arbejdstøjet og hen over en kop kaffe indtil kl. 9.15 ( kl. 10.45) aftales det i fællesskab, hvilke opgaver, der skal løses i løbet af dagen, opgaverne fordeles og lederen eller erfarne medarbejdere instruerer en i opgaven.
Arbejdsopgaverne er mangeartede og varierede. Der er altid græs, der skal slås, bede der skal luges eller blomster og bær, der skal plejes og plukkes, buketter der skal bindes og jord der skal vandes. Arbejdet planlægges sådan at alle kan være med uanset forhåndskendskab til havebrug, mentalt overskud og kræfter.
Ved interesse:
Ring eller skriv en email, hvis du vil vide mere eller hvis du bare vil i gang så finder vi ud af, hvornår du evt. kan starte, eller om du vil på venteliste til frivilligjob.
Tilbuddet er til dig, som...
- Har interesse for havearbejde og økologi.
- Er 16+ år.