Selvhjælpsgrupper for ofre for psykisk vold
Exitcirklen - veje ud af psykisk vold
Exitcirklen - veje ud af psykisk vold
Exitcirklen Aarhus tilbyder ugentlige samtalegrupper samt individuelle samtale- og støtteforløb for kvinder, der er eller har været udsat for psykisk vold og/eller negativ social kontrol i en nær relation. Hvad gør vi i Exitcirklens samtalegrupper?
- Vi deler livshistorier, erfaringer og håb for derigennem at (gen)finde styrken og modet til at bryde med den psykiske vold.
- Vi tilegner os effektive redskaber til at udfordre de vedligeholdende voldsmønstre, man som voldsudsat kan føle sig fanget i, samt tackle og bearbejde konsekvenserne af volden.
- I Exitcirklens samtalegrupper er den enkelte ikke kun et offer for vold, men også et menneske, som giver ud af sine oplevelser og erfaringer og derved er et reb og håb for andre, der står i en lignende situation.
Hvert gruppeforløb strækker sig over 12 gange og faciliteres af fagprofessionelle samt erfaringspersoner, som selv har oplevet psykisk vold. En gruppe består af maks. ti deltagere, som mødes 2 ½ time ugentligt.
Tilbuddet er til dig, som...
- Er kvinde
- 18 år
- Der er eller har været udsat for psykisk vold, social og/eller religiøs kontrol i en nær relation.
Exitcirklen betragter psykisk vold som et universelt fænomen og henvender sig således til alle ofre for psykisk vold uanset social, kulturel, religiøs og etnisk baggrund.
Man behøver ikke at have forladt den voldelige relation for at starte i forløb hos os.