Peer2peer.dk - Peer to Peer Fællesskabet
Peer to Peer Fællesskabet
Peer2peer.dk - fra udsat til værdsat, drevet af sårbare for sårbare
Peer2peer.dk er et online fællesskab for alle, der har oplevet livsomvæltende begivenheder og traumer - og som har brug for ligesindede at støtte sig til i deres vej mod recovery; at få det bedre.
Siden henvender sig bl.a. til mennesker ramt af alvorlig fysisk eller psykisk sygdom, handicap, traumer efter vold og overgreb, hjemløshed, misbrugsproblematikker, omsorgssvigt m.v. - pårørende er også hjerteligt velkomne. Finder du ikke den gruppe, du leder efter? Kontakt os på support@peer2peer.dk, så opretter vi den til dig. Andre foreninger er også velkomne til at bruge vores platform til f.eks. lukkede grupper og chat - kontakt os for at høre mere.
Tanken bag Peer2peer.dk er peerstøtte, som vi kender den fra psykiatriområdet, dvs. gensidig støtte mellem mennesker, der har de samme oplevelser i bagagen. Vi tror på, at det fører til hurtigere recovery, altså at man får det bedre af at føle sig mødt og forstået af andre, der kender til det, man står eller har stået i. Det hele skal selvfølgelig ikke handle om problemer. Derfor har vi også grupper for interesser og hobbyer, hvor I kan hygge jer sammen.
Peer2peer.dk er en videreudvikling af sindnet.dk, og bygger dermed på 25 års erfaring med at lave og drive et online community for sårbare og udsatte grupper.
Velkommen om bord! Venlig hilsen Claus og Gry, admins
Tilbuddet er til dig, som...
- har oplevet traumatiserende og livsomvæltende begivenheder, og som kæmper for at komme ud på den anden side, eller stadig har brug for andre at støtte dig til for at holde fast i dit nye, gode liv.
- er over 18 år
Alle kan blive ramt af sygdom, såvel psykisk som fysisk, handicap, vold, overgreb, skilsmisse, sorg m.v. - vores onlinefællesskab lægger op til peer to peer støtte, dvs. støtte mellem ligesindede, på jeres vej mod recovery, at få det bedre.
Peer2peer.dk henvender sig til alle voksne over 18, af begge køn, over hele landet, og siden er drevet af sårbare for sårbare.