God Start på Livet
Røde Kors Aarhus
God start på livet er et gratis tilbud til gravide og småbørnsfamilier (yngste barn under to år), som er udfordrede eller overvældede i deres forældre/familiesituation.
Måske føler du dig alene med forældreopgaven og har brug for inspiration og sparring til en god hverdag? Måske savner du en at tale med om alt det nye eller det, som fylder i din familie?
I God start på livet mødes du/I med en frivillig forældrestøtte, som har tid til samtale og støtte omkring hverdagens udfordringer. Det er dig/jer, som bedst ved, hvad din familie har brug for, derfor tager I sammen med den frivillige altid udgangspunkt i det, som fylder for jer.
Røde Kors finder en frivillig forældrestøtte, der matcher jeres behov og ønsker. Forløbet varer som udgangspunkt ca. 6 måneder, hvor I mødes den frivillige en gang om ugen i et par timer. Forløbet kan afbrydes eller forlænges efter behov og tilbuddet er gratis.
Tillid og tryghed i centrum
Den frivillige forældrestøtte kan typisk hjælpe med:
- At lytte og være sparringspartner
- At skabe ro og struktur i hverdagen
- Komme med ideer til lege eller aktiviteter med dig/jeres barn
- Lave praktiske opgaver sammen med dig/jer, fx madplaner, handle ind, indrette børneværelse, sortere legetøj, babytøj mm.
- Gå med på ture i lokalområdet eller besøge bibliotek, legestuer eller andre steder, hvor der er mulighed for at skabe yderligere netværk
Hvordan foregår det
- Du bliver først kontaktet af en aktivitetsleder fra Røde Kors, som spørger til dine/jeres behov og ønsker. Derefter finder aktivitetslederen en forælderstøtte, som vi tror vil passe godt til det
- Du møder den frivillige forældrestøtte første gang ved et møde, hvor aktivitetslederen, du allerede har snakket med, også deltager
- Efter det første møde, kan du/I sige ja eller nej til at fortsætte
- Forløbet starter og den frivillige forældrestøtte besøger jer et par timer om ugen i ca. seks måneder. Aktivitetslederen vil ringe et par gange undervejs for at spørge om alt er ok.
- Den frivillige forældrestøtte har tavshedspligt, børneattest og er uddannet af Røde Kors
Tilbuddet er til dig, som...
- Gravide og forældre (enlige eller par) i Aarhus Kommune med mindst ét barn under to år
- Forældre kan selv henvende sig eller en sundhedsplejerske eller anden fagperson kan henvende sig på vegne af familien (med samtykke)